VM Lang Duathlon - Powerman Zofingen

Seneste indlæg på bloggen her ligger 2 år tilbage så mon ikke det er ved at være tiden nu hvor en helt fantastisk 2016 sæson er ved at være slut.

Kort recap: Powerman København maj: EM og DM guld, DM Sprint juni: DM guld. DM ½ ironman Aalborg: DM guld, og så kulminationen i sidste weekend hvor jeg tog titlen som verdensmester ved det legendariske stævne Powerman Zofingen.

Årets medaljehøst

VM har hele året været mit helt store mål. Motivationen var enorm ikke mindst på baggrund af, at jeg de seneste 2 år har været på startlisten uden at kunne stille op pga skader samt mødet med en enkelt vanvidsbillist. Det var derfor med en hvis lettelse at jeg satte mig i bilen torsdag morgen for sammen med min trofaste supporter Louise at drage mod Schweitz. Efter en lang dag på betonstien endte vi ved destinationen først på aftenen. Denne gang havde vi valgt Menziken som ligger ca 30 min. kørsel fra Zofingen. Vi fik indlogeret os i en superlækker suite med fantastisk udsigt til det smukke landskab. Så intet at klage på der - en anden gang vil jeg dog nok gerne tættere på Zofingen.

Værelse med dejlig udsigt over Menziken

Fredag skulle der rulles en times tid på cyklen. Jeg valgte ikke at køre hele ruten igennem da min erfaring fra sidst var, at især den skrappe Bodenberg var lidt for hård kost som en restitutionstur. Valgte i stedet at køre den første del igennem i bil med Louise og herefter blive sat af på toppen af Bodenberg. Herved kunne jeg få prøvet den mest tekniske krævende af nedkørslerne samt få trillet de sidste ca 25 km ind til Zofingen. Jeg bliver aldrig den store nedkører og det gør bestemt ikke sagen bedre at min S-WORKS SHIV notorisk bremser pivringe. Selvsamme cykel gav ellers også anledning til en hvis panik op til afrejsen da Tim fra Fabin Sport ringede fra det rutinemæssige servicebesøg og kunne meddele at min ramme var defekt med en revne omkring krankboksen. Jeg skulle have en ny ramme, hvilket dog ikke kunne nås inden afrejse. Jeg blev dog overbevist om, at jeg godt kunne køre race på cyklen hvis jeg ellers kunne holde knirkelydene ud. Ikke optimalt og bare megaforstyrrende da jeg i forvejen ikke rigtig magter at favne og tackle alt for store udfordringer omkring mekanikken som jo på godt og ondt er en del af denne sport.

Bodenberg, bil og næsten 30 grader - klar til nedkørsel

Der rulles i hyggeligt tempo mod Zofingen - Louise følger med i bil

Nå men jeg kom godt igennem til Zofingen uden at bruge for mange kræfter og det var dejligt at være på den flotte rute igen 3 år efter min debut. I Zofingen ventede Louise og sammen luntede vi de første 5 km på stævneruten. Det var rigtig fint og nu var benene ved at være løsnet op efter den lange køretur fra DK. Uden at sige for meget var Louise pænt rystet over det kuperede terræn. Fredag aften var der åbningsceremoni og pastaparty, hvor vi hyggede os med de hyggelige folk fra Silkeborg.

Lørdag en sidste lille udstyrstest på cyklen (ca 20 min) samt 5 min let løb. Afsted i bil til Zofingen til den obligatoriske racebriefing og tilbage igen til Menziken for at pakke alt gear til søndagens race. En dejlig pizza incl. fadøl på et hyggeligt lokalt sted med Louise og så ellers hjem på værelset for at få benene op.

Race gearet er klar!

Søndag morgen ringede uret 05.40. Som så mange gange før var det ikke blevet til megen kvalitetssøvn - dog et par timer vil jeg tro. Morgenmaden blev indtaget på værelset. Hotellet kunne ikke åbne restauranten så tidligt så i stedet havde de forsynet os med en meget lækker box med alt hvad man kunne ønske sig samt installeret en nespresso kaffemaskine på vores værelse. Super service.

Morgenkaffe på værelset -
stor tak til de søde folk på Hotel Glasshaus

Afsted mod Zofingen og cyklen blev tjekket ind uden den store stress og min plads i skiftezonen blev indtaget og indrettet. Herefter var der 1 time til start. Tid til at fokusere på dagens strabsadser - gennemgå dagens forskellige faser og gameplan. Planen var et forsigtigt og kontrolleret udlæg på første løb. Jeg vil vove den påstand at 9 ud af 10 i dette race løber alt for hurtigt på første tur - sikkert fordi man gerne vil med på "toget" på cykeldelen. Men de fleste betaler til gengæld også prisen på de sidste 30 km. Cykeldelen - tja skægt nok var det der fyldte mest om mekanikken holdt samt et ønske om at overleve nedkørslerne. Men planen var at holde kæden stram på de flade stykker, undgå at gå for meget i rød zone på stigningerne og sørge for at komme tilbage i skiftezonen med kræfter i behold til de sidste onde 30 km.

Jeg indfinder mig ved startlinjen - får trykket hånd og småsludret med en række af de øvrige danske deltagere. Overskud til at blive fotograferet med min japanske ven - Chiba. Solen skinner, det er vindstille - jeg er klar!

Høj stemning ved startlinjen  med min japanske ven Chiba

Starten går og det går som bekendt bare opad fra start og den første km bliver bare mere og mere stejl inden man drejer ind i skoven. Benene føles gode og jeg holder et pace jeg føler er nogenlunde kontrolleret (4:59 min/km for den første halvstejle km!) og ligger omtrent sammen med de andre stærke danske løbere Poul, Steen og Rune. Da det konstant enten går op eller ned kan man ikke rigtigt bruge uret til at styre farten så der bliver løbet på fornemmelsen og selvfølgelig med lidt skelen til konkurrenterne. Jeg ved der er et par stykker foran men lader mig ikke stresse af det - det er en lang dag. Tilbage fra skoven går det gennem målområdet med stemning og høj musik. En smule gåsehud og ud på 2 runde hvor jeg holder tempoet og stadig har en følelse af kontrol. Inden skiftezonen indtager jeg dagens første gel og så går det ellers mod T1 som jeg rammer efter 37:04 som nr 5 i min aldersgruppe og et km snit på ca 4:10.

Dansker trio med Rune og Steen

På vej ned mod skiftezonen

Her venter cyklen og et nyt element i skiftet idet jeg 1 måned inden stævnet har købt nye cykelsko. I stedet for en decideret trisko har jeg valgt et par rigtige cykelsko (specialized S-Works 6) med Boa spænder istedet for de traditionelle hurtige velcrolukning. Mit håb var, at den bedre komfort samt forhåbentlig bedre kraftoverførsel kunne overtrumfe de ekstra sekunder i skiftet - og da jeg alligevel aldrig har har skoene monteret på cyklen tænkte jeg at det nok skulle gå i et langt race som dette. Og det spillede også bare fint - vil skyde på at jeg brugte 10-15 sekunder ekstra og jeg undgik desuden at lave nogle dumme fejl eller fumlerier. Forlader skiftezonen efter 2:11 som nr 4 med den nordmand jeg har overhalet i skiftet lige i halen.

Så går det eller afsted ud af Zofingen. Fumler lidt med både cykelcomputer samt ur som jeg ikke har fået trykket på, får drukket lidt og så er det ellers ned i bøjlen og derudaf. Benene har det fortsat godt og det føles fedt at være igang med cykeldelen i dette fantastiske terræn. Jeg træder godt til da jeg rigtig gerne vil hurtigt væk fra et par konkurrenter der ligger  i den række jeg trækker afsted de første km. Første stigning nås og den tager jeg kontrolleret og på trods af det bliver der fortsat overhalet. Herefter følger den korte stejle nedkørsel hvor det går nedaf med 70 km/t. Det har jeg det ikke så godt med - cyklen ryster og jeg må bremse en smule. Bliver overhalet af stort hele det futtog jeg trak hen til stigningen. De kører fra mig og jeg bruger et par km på at indhendte dem igen og ligger herefter bag ved dem med de reglementerede 10 meter hen til Bodenberg stigningen. Her er vi efterhånden ved at have øjenkontakt med en række af dem der løb en smule fra mig på sidste del af løbeturen - bl.a. Poul, og Rune samt aller vigtigst en 3 stykker fra min egen aldersgruppe. Selvtilliden er i top og jeg er inde i et godt og stadig kontrolleret tråd opad stigningen hvor jeg hurtigt for overhalet en del i gruppen. På toppen af Bodenberg kan jeg tilmed skimte min stærke klubkammerat Steen forude og selvtilliden for et ekstra hak opad.

Den tekniske nedkørsel går sådan set OK men ikke hurtigt nok til at undgå at en 3-4 stykker kommer blæsende forbi. De bliver til gengæld igen brugt som pacemakere og jeg kommer efter et par km op til en gruppe hvor Steen også ligger. Jeg ligger mig bagerst med god og lovlig afstand (jeg SKAL bare fanges i en drafting situation) og dejligt at se at min landsmand også kører regelmenteret (gid man kunne sige det om alle de andre). Så vidt jeg kan vurdere har jeg sat yderligere et par konkurrenter og vurderer, at der i gruppen fortsat er 1-2 tilbage.
Ved 3 stigning tager Steen affære og stikker afsted, hvilket gør at gruppen sprænges. Jeg holder mit eget pace, hvilket heldigvis fortsat er højt nok til at sætte nogle flere. Første runde tilbagelægges på knapt 1:23, hvilket er en smule hurtigere end 2013. Louise når at råbe, at vi ved sidste mellemtid var 3 der lå helt lige. Da den mellemtid ligger tilbage til Bodenberg stigningen overbeviser det mig om at jeg formentlig nu ligger 1'er eller 2'er.

Med selvtilliden i top går det ud på 2. runde. Feltet tynder ud men runden forløber omtrent på samme måde som første. Der er fortsat ryttere at køre med og imod på de flade stykker, overhale opad og blive overhalet af nedad. Dog to episoder hvor hjertet ryger op i halsen. På vej ned ad den stejleste nedkørsel lyder der et højt smæld - jeg er overbevist om at det er en punktering og at jeg nu lægger mig med 70 i timen. Frygten er heldigvis ubegrundet - jeg må i stedet ha' fået en sten mod stellet eller lignende. Vel nede fra Bodenberg er jeg ved at lægge mig da jeg skal træde til og mister kæden. For dog hurtigt rettet cyklen op og kæden kan nærmest af sig selv trækkes på igen -. pyha ikke mere dramatik tak. Zofingen nås igen efter 1:25 og Louise råber, at jeg nu ligger nr 1 med 2 min ned til 2'eren ved seneste mellemtid.

Bodenberg

Med den VILDESTE gåsehud og kuldegysninger tager jeg hul på 3 og sidste runde. Jeg ligger nr. 1 ved VM! Tankerne flyver gennem hovedet og flyver bl.a. tilbage til samme tid sidste år, hvor jeg i mit mismod og med armen i gibs sad og så racet på computeren. På et tidspunkt troede jeg ikke jeg kom til at cykle igen og nu er jeg måske på vej mod VM titlen. Men men  men.. der er langt igen og for det første skal jeg holde mig på cyklen og desuden skal kæden skal stadig holdes stram. Jeg ligger nu helt alene og det er blæst en smule op. Jeg har modvind både i stykkerne hen i mod de første stigninger og jeg synes f..... også at der er mod/sidevind på det lange stykke hen i mod 3 stigning. Faktisk river det kraftigt i forhjulet flere steder så det er med at koncentrere sig og holde godt fast i styr og bøjle. Der er ikke voldsomt overskud på stigningerne som begynder at nive lidt i lårene.

Det begynder at nive lidt i lårene

Men 3 og sidste stigning overstås og i enlig majestæt går det de sidste 10 km ind mod Zofingen. Fokuserer på at køre sikkert, strækker den efterhånden ømme ryg, drikker det sidste vand (4. flaske vil jeg tro) og indtager dagens 5 og sidste gel. Stiller cyklen efter 4:19:36 og 3 runde bliver således ikke overraskende den langsomste med 1:31:01. Samlet set svarer det til en gennemsnithastigehd på ca 34,5 km/t, hvilket vel er godkendt på denne rute. Men hold nu op hvor er det fedt at nå T2 uden tekniske problemer. Cyklen har knirket godt hele vejen men holder hele vejen hjem. Jeg vrælter i cykelskoene hen i mod min plads og laver et fint skifte til løbeskoene og kan tage fat på de legendariske sidste 30 km (eller faktisk "kun" 28.8).

Ind i T2  - Cyklen holdt

"Du er 5 minutter foran - godt gået!!" lyder det både fra Louise og Jørn Kim fra Silkeborg da jeg løber på det første stykke efter skiftezonen. Gåsehud igen igen - nu kan tekniske problemer ikke længere stoppe mig. Nu er det "bare" benene der skal holde det sidste stykke hjem, Og de er bestemt mærkede - de gamle ben - men jeg synes jeg fornemmer bedre overskud end for 3 år siden. De første 3 km går opad og jeg finder ind i et fornuftigt tempo - hvilket dette sted på ruten svarer til km tider mellem 4:40 -5:15 min. Den her SKAL bare køres hjem så jeg er opmærksom på ikke at oversatse - og jeg ved jo hvor mange stigninger der venter. Jeg er ligeledes meget opmærksom på at forsyne mig med vand og Cola ved hvert depot. Traditionen tro ender det første halve glas cola i øjnene og ud over dragten men jeg bliver efterhånden ganske habil til at få det meste indenbords. Og Cola virker bare fantastsik for mig og jeg føler mig desuden velhydreret og har hverken hovedpine, kvalme eller mavegener. Humøret er højt og jeg har overskud til at følge lidt med i eliteracet der udspiller sig på ruten. Efter 7.5 km går det tilbage gennem skoven og ned mod målområdet. På vejen tilbage får jeg før første gang øjenkontakt med et par af konkurrenterne som er på vej modsat. Det virker som om jeg stadig har god afstand og jeg glæder mig til at få friske meldinger i målområdet. På vejen overhaler jeg den senere vinder i kvindernes elitefelt Emma Pooly: Hun vælger som mange andre at gå op ad de stejle stigninger - det tænker jeg ikke er nødvendigt lige nu.

Oppe på plateauet hvor ruten snørkler sig rundt

Jeg vender i målområdet i tiden 1:03:02 for de godt 14 km, hvilket er en ganske fornuftig tid. Moralen er fortsat høj og selvom lårene efterhånden godt kan mærkes både opad og især nedad føler jeg mig klar til den sidste omgang. Louise giver mig den glade melding om, at jeg nu har 9 minutter til nr 2 - jeg har altså øget mit forspring på trods af, at jeg på ingen måde har oversatset.

På vej ud på de sidste 15Km (foto Gabor Klöczl)

Tempoet falder noget på 2. omgang og på de sidste stejle stigninger kan man kun med meget god vilje betegne min fremdrift som løb - her er er jeg en enkelt km nede og løbe 6 min/km.. Men stadig - selvom det er svinehårdt - føler jeg mig ikke helt så meget i tovene som for 3 år siden og jeg er sikker på, at jeg ville kunne presse mig mere hvis jeg som dengang igen havde en storstønnende franskmand i hælene. De sidste 3 km cruiser jeg nedad mod målet - det gør nas i lårene - men det fylder ingenting i hovedet i forhold til tankerne om den triumf der venter ved mållinjen. Næven knyttes og jeg løber i mål i tiden 7:14:18 som verdensmester i age group 50-54.

I mål som Verdensmester!!

Selvom spilttet for anden runde er 7 minutter langsommere end den første har jeg fortsat øget til konkurrenterne og der ender med at være 12 minutters margin til 2. pladsen. Den samlede tid er 6 minutter hurtigere end 2013 og rækker til en samlet 10 plads i hele age group feltet og ville somend også have udløst en guldmedalje hos de "unge" nede i H45-49 samt medaljer i hos flere af de andre yngre kræfter ;O).

To glade verdensmestre fra Roskilde Tri - Steen sejrer i 45-49

En helt ubeskrivelig følelse og dejligt at modtage lykønskninger fra en glad, træt og stolt Louise. Hun har været så fantastisk en støtte både før og under racet og jeg skylder hende bare så meget. Den næste jeg møder er tidligere landstræner og super triathlet Gabor Klöczl - hvad sker der lige for det! Her har man netop begået karrierens største resultat og så er en af de første gratulanter en sand triathlon legende.

Jeg småvrælter (men alligevel svævende på en lyserød sky) mod forplejningen hvor der bliver fyldt godt på depoterne med bl.a. Erdinger alkohol frei. Jeg har det fantastisk og kan spise og drikke lige hvad jeg har lyst til - er ikke mærket af kvalme eller noget der ligner ubehag. Der bliver hyggesnakket og udveklset beretninger fra dagens race. Generelt har danskerne haft en utrolig dag og med 6 verdensmestre bliver lille Danmark den mest vindende nation.

Ved aftens award dinner er der mere hygge med de andre danskere og jeg modtager endelig min guldmedalje - det er nok et øjeblik jeg vil tænke tilbage på en gang eller to i løbet af vinteren. Ord er vist overflødige - billedet viser med al tydelighed at jeg er temmelig glad. Stor tak til Gabor for tålmodigt at fotografere os allesammen under den laaaange ceremoni.

Christopher Doyle (Lich) sølv  - Arne Olav Sunde (NOR) Bronze (Foto Gabor Klöczl)

Mandag morgen tager vi afsked med Schweitz men heldigvis har vi en ekstra feridag inden det går mod DK. Frem for at blive i Schweitz har vi valgt at køre mod Moselområdet i Tyskland. Fantastisk flot område hvor Mosel bugter sig omgivet af vinklædte bjergskrænter på begge sider. I byen Zell finder vi en hyggeligt vinhotel og nyder resten af dagen med lokal kold hvidvin (Schwarze katze), Curry wurst og schnitzel.

                 

Hermed erklærer jeg off-season for åbnet. Nu skal der blot hyggetrænes og så eller rykkes med alle de projekter hjemme der har stået stille den seneste tid. Vi snakker have, vi snakker soveværelse og vi snakker at være lidt for min søde kone der har en kæmpe aktie i dette projekt. Rent sportsligt er det svært at komme efter dette men jeg finder nok på noget over vinteren. Og hvem ved - måske turen går til Zofingen igen næste år.

DM update

Tiden flyver afsted og her tæt på Sct. Hans er DM på ½ ironman i Aalborg kun 2 uger væk. Efter en vinter og forår uden så meget som én dags sygdom er jeg nu desværre blevet sløj med ondt i hals og hoved. Super ærgeligt da jeg netop i denne weekend havde varmet op til en hård omgang racespecifik kvalitetstræning. Havde også håbet på at få indhentet lidt svømmetræning som desværre ikke har kunne priorites i den forløbne uge. Øv øv og stakkels familie der må lægge ører til min jamren - jeg håber at være klar hurtig igen.

I stedet kan jeg så kigge lidt tilbage på de seneste DM stævner, hvor det jo er blevet til medaljer ved begge lejligheder.

DM Duathlon 11 maj (10/40/5)

Endnu et velorganiseret stævne i Løvel ved Viborg der dog som sidste ord var præget af dårligt vejr og desværre også et skuffende lavt antal deltagere. Som danmarksmester fra de seneste 3 år måtte jeg vel på forhånd betragtes som en af favoritterne, hvilket kun gav en god tændning. Ruten var kendt fra sidste år - 2.5 km rundstrækning på løbet samt en 10 km rute på cyklingen med to gode stigninger. Det havde regnet kraftigt inden stævnet men inden start dryppede det heldigvis af.

Starten gik og og lagde som sædvanlig ud lige lidt hurtigere end mit forventede pace. Fandt dog hurtigt ind i det tempo på lige godt 3:30 min/km jeg havde regnet med/håbet på at kunne holde. Benene virkede dog lidt tunge og det var også som om at passagerne på det våde og tunge græs i målområdet tog farten ud af benene. Så hastigheden falder faktisk stille og roligt over de 4 omgange fra 3:34 min/km på den første til 3:49 på den fjerde og sidste. Jeg trøster mig lidt ved det faktum at jeg har kunne holde afstanden til min formodede værste konkurrent Poul Thomsen som ligger ca ½ min foran mig. Splittet for første løb ender på 37:00 og jeg skifter rimelig fornuftigt til cyklen, hvor jeg håber at benene har det bedre.

Det føles nu ikke meget bedre på cyklen men farten er heldigvis høj nok til at jeg kan overhale Poul efter ca 5 km lige før bakkerne. På bakken roder jeg noget med mine gear der ikke rigtigt vil gå ned og jeg kører ikke særlig imponerende over toppen - der går derfor også lige lidt inden jeg får lagt ordentlig afstand til Poul der dog heldigvis ikke kan hænge på. De 4 omgange tilbagelægges i 1:01:49 med 248 W og knapt 39 km/t i snit - jeg burde kunnne træde lidt flere watt i sådan et race. Cyklen stilles i T2 og efter et hæderligt skifte går de ud på de sidste 2 runders løb.

De trætte ben løser faktisk den sidste opgave ganske OK. De første 2,5 km tilbagelægges med 3:51 i snit og jeg er i stand til at øge hastigheden på sidste runde til 3:44 i snit og ender i mål med 18:56 for de sidste 5 km og en samlet tid på 1:59:43. Da jeg heldigvis ikke har overset nogle gamle mænd foran mig rækker det endnu engang til guld i H45-49 og en samlet 11 plads i age-group feltet. På en dag hvor jeg ikke rigtig følte noget overskud på noget tidspunkt var dette et helt optimalt udbytte


DM Sprint Triatlon 15 Juni

I søndags var det så tid for det første af de kun 2 tristævner jeg har på planen for i år. DM i sprint består af 750 m svøming, 20 km cykling samt 5 km løb - det hele afviklet som en enkeltstart hvor vi sendes af sted med ½ minuts mellemrum. Det var Kalundborg Tri der arrangerede i år efter at sprinten rigtig mange år har været afholdt på Tyren i Ganløse. Vejret var som nærmest altid til sprinten fantastisk og jeg havde med mine klubkammmerater Henrik, Thoms og Kristian en herlig dag.

Sprint er ikke lige min kop te og da jeg kun har fået svømmet ganske lidt det seneste år var udganspunktet ikke optimalt. Omvendt kunne jeg jeg ikke se nogle af de rigtig stærke folk så det kunne jo godt være at man kunne blande sig i toppen blandt de 40 tilmeldte i aldersgruppen. Svømmestarten foregik i vandet ved en badebro i lysbådehavnen i "Houget". Temmelig klamt vand og en rigtig ulækker dyndet bund. Jeg kommer godt afsted men må hurtigt konstatere at jeg ikke har gjort min forberedelse ordentlig. Ruten er ikke studeret godt nok og jeg har svært ved at finde den rette linje. Især på vej hjem fra vendepunktet ender jeg med at ligge og flagre ude i siden hvor jeg bliver vist tibage af nogle hjælpebåde. Jeg træder i land efter 13:43, hvilket ikke er helt tilfredsstillende og kun rækker til en 12. plads i aldersgruppen. Men igen hvordan kan jeg regne med mere når jeg ikke studerer ruten ordentligt og ikke svømmetræner regelmæssigt!

Skiftezonen ligger nogle hundrede meter fra vandet så der skal løbes godt til men jeg får lavet et fint skifte der pga det lange løb varer over 2 minutter. Det er blæst en smule op og vi har modvind de første km langs kystvejen i Kalundborg. Et par små rullende bakker afløses af en længere smal, gruset og hullet stigning op i landet. Benene er OK men det er rigtigt svært at finde en rytme på denne rute. Der kommer godt fart på lange nedadgående stykke mod byen, hvor vi så til gengæld skal igennem nogle lidt farlige sving på cykelstier og over nogle høje kanter. Bestemt ikke nogen hurtig rute og jeg klokker da også 33:20 minutter for de 20 km, hvilket svarer til kun godt 36 km/t i snit. Jeg kører med 272 W i snit og 80 omdrejninger i minuttet. Det rækker til den næstbedste cykeltid i gruppen.

Løbet er 2 gange rundt på en 2.5 km rundstrækning langs kystvejen. Jeg har lidt svært ved at komme op i fart men især efter at have spottet et par kunkurrenter som jeg vurderer er tæt på eller en smule foran mig får jeg mobiliseret lidt ekstra krafter og får mig løbet i mål på 18:35, hvilket er det hurtgste løbesplit i min aldersgruppe. Da det er enkeltstart er det svært at vurdere hvor man ligger. Som jeg havde fornemmet og håbet har jeg slået dem jeg på forhånd havde spottet men det viser sig desværre, at en KTK mand har cyklet os alle agterud og han ender med velfortjent at tage guldet små 2 minutter før mig som ganske godt tilfreds snupper sølvet i totaltiden 1:09:26.

Så alt i alt en god høst ved årets første DM stævner. Nu forestår som nævnt ovenfør DM på ½ ironman i Aalborg. Den har jeg sådan set glædet mig til men er noget frustreret over nu at være ramt af sygdom. der er en sølvmedalje fra sidste år at forsvare men mit fokus må i første omgang være at blive frisk igen. Selvom man ikke skulle tro at det var muligt er mit svømmeniveau endnu dårligere i år.

Efter Aalborg skal blikket så rettes frem mod årets sidste stævne som er VM lang Duathlon i Zofingen. Sidste år svor jeg aldrig at gøre det igen men det blev hurtigt glemt - mere om det senere.

 





Starten går til DM Duathlon

 



1. løbetur





I mål godt brugt



Roskilde Tri - Kristian, Jens, Steen og Martyn



Det er simpelthen yndlingspladsen - øverst



Næstøverste trin kan nu også gøre det - sølv i DM sprint



Glad ;O)



EM Lang Duathlon

EM lang Duathlon, Horst Holland.

Inden stævnet helt går i glemmebogen følger her en beretning fra EM i duathlon.

I løbet af de mørke vintermåneder havde jeg haft held til at overtale Louise til, at det kunne være hyggeligt med en lille forårs tur til Holland. Udover at det altid er spændende at komme lidt hjemmefra var min motivation primært at have et tidligt stævne der kunne drive lidt ekstra cykeltræning i starten af året. Desuden havde jeg studeret resultaterne fra sidste år og sjusset mig frem til, at her kunne jeg da vist godt være med i den sjove ende af feltet i aldersgruppen af gamle mænd mellem 45-49. Efterhånden som tilmeldingerne tikkede ind skulle det dog siden vise sig, at en række stærke folk – bl.a. 3 af de bedste fra aldersgruppen nedenunder var rykket op i min aldersgruppe. Forventningerne til en topplacering var derfor droslet noget ned inden afgang men jeg fik i hvert fald trænet en hel del mere over vinteren samt i de tidlige forårsmåneder end jeg ellers ville have gjort, hvilket som sagt var det vigtigste formål med stævnet.

Det var Powerman Holland der igen i år dannede rammen om dette EM i lang Duathlon, hvor distancen er 15 km løb, 60 km cykling og 7,5 km løb. Det er byen Horst i det østlige Holland på højde med Düsseldorf der lægger gader og stræder til stævnet. Det er en lille og hyggelig by og oplandet er meget karakteristisk med velplejede haver, kanaler og ikke en stigning i miles omkreds.


Afgang i bil fra Roskilde fredag morgen for at begive os de ca 800 km til Horst. Vi valgte denne gang turen over Fyn og lagde derfor et meget taktisk og hyggeligt morgenmads pitstop ind hos min mor i Odense. Efter en del påsketrafik omkring Hamborg nåede vi temmelig ubesværet til Holland ved 17 tiden. Vi havde bestilt hotel i den meget lille og fredelige kanalby Broekhuizen ca 10 km udenfor Horst, hvor Hotel kapaciteten er meget begrænset. Det viste sig nu også at være et helt perfekt valg. Et kæmpe værelse med plads til både cykel og frue og med herlig udsigt til kanalen og al den spændende trafik af flodpramme i alle afskygninger.



Værelse med god plads til både cykel og frue



Udsigt til kanalen fra værelsets altan


Lørdag – dagen inden stævnet – tog vi til Horst om formiddagen. Jeg ville gerne køre cykelruten igennem da den er temmelig teknisk med masser af sving – ikke mindst igennem byen. Det er en 20 km rundstrækning der skal tilbagelægges 3 gange. Jeg koblede mig på en større hollandsk gruppe og trillede de 20 km igennem med et par små korte temporyk. Det var ganske rigtig meget teknisk krævende gennem byen så det var helt perfekt at se forholdende inden der skulle races med høj puls og hjernen parkeret i startboksen. Herefter blev cyklen parkeret hos min efterhånden professionelle supporter – Louise – hvorefter jeg løb lidt rundt i gaderne. Jeg kunne ikke rigtig se mig ud af at lokalisere løberuten så jeg løb lidt frem og tilbage. Tilbage hos Louise mødte jeg dog den danske elite duathlet Esben Kaszmerek som spurgte om jeg ikke ville med rundt på den 2,5 km lange rute. Det var jeg ikke sen til at takke ja til. Det var super at se ruten som ikke har mange lange stræk lige ud – det er simpelthen sving på sving. Også hyggeligt at løbe med Esben som kunne krydre turen med en masse anekdoter fra sine mange stævner her. Bla. om den gang han havde dårlig mave og var så uheldig at sk… i bukserne – ikke sjovt på sådan en byrute hvor der ikke er en eneste busk at krybe i ly bag.







Klar til at tjekke ruten

Efter en let frokost skulle der hentes startnummer og lyttes til racebriefing – den kunne man nu godt have sprunget over og jeg trængte nu bare til at komme tilbage til hotelværelset og få benene lidt op. Efter et par afslappende timer på hotellet valgte vi at køre til pastaparty for at få fyldt depoterne op. Havde næsten fortrudt det men da jeg på forhånd også havde tilmeldt Louise valgte vi at tage af sted. Det var nu også helt OK og vi fik klaret det uden at bruge for mange kræfter og tid. Tilbage på hotellet resterede blot,at få lagt alle ting frem og få sat numre på hjelm, cykel og nummerbælte.


Jeg er normalt en klovn til at sove dagen før et stævne men denne nat gik nu OK og jeg kunne rimelig udhvilet stå op kl 6:30. Selvom jeg var den eneste duathlet på hotellet havde de indvilget i at åbne for morgenmaden en time før normal tid denne søndag – fornem service. Så efter en dejlig fredelig morgenmad med udsigt til kanalen gik alt ellers planmæssigt med transport til Horst indtjekning af cykel og så eller mental opladning til start kl 9:30. Vejret var startet fint uden så meget vind og med sol fra morgenstunden. Det føltes dog ikke super varmt så jeg valgte undertrøje under racedragten samt løse ærmer.



Lidt dansker snak i skiftezonen inden start

Benene føltes gode og i det hele taget havde jeg det supergodt – følte intet pres og var blot spændt på en god måde. Strategien var at løbe ca 3:40/km på de første 15 km. Det svarerede til den hastighed jeg løb på det nylig afholdt VM i halvmarathon som jeg løb stort set uden nedtrapning.



Starten går i det centrale Horst

Starten går og som sædvanlig lader jeg mig i begyndelsen rive en smule med og løber de første km på 3:30-3:35 men finder efterhånden ind i det planlagte tempo. Benene føles fortsat gode men det gælder virkelig om at bevare koncentrationen på denne kringlede rute, hvor man ud over de mange sving skal holde øje med kantsten og andre forhindringer. Enkelte steder står der officials og udsteder advarsler hvis man kommer op på fortovet. Det virker dog temmelig uigennemskueligt hvor man må og hvor man ikke må løbe på fortovet. På et tidspunkt bliver der råbt efter mig og jeg frygter resten af racet for, at jeg har fået en advarsel selvom jeg dog ikke se noget gult kort. Efter et kort dyk i motivationen (og faktisk dermed også hastigheden) efter det tilråb holdes tempoet som planlagt til T1 som nås i tiden 55:12.



1. løb

Efter et OK skift går det på cyklen ud gennem byen, hvor der som nævnt tidligere skal forceres mange krævende kurver. De klares nu i temmelig god stil og jeg føler mig godt cyklende på trods af de just tilbagelagte løbe km.



Igennem et af de mange sving

Jeg var på forhånd spændt på cykelformen og om hvorvidt jeg ville være i stand til at holde fuld power på 60 km. De første 2 runder går det rigtig fint og jeg overhaler en del og også et par stykker i min aldersgruppe. Motivationen stiger betragteligt da jeg på 2 runde overhaler en englænder som jeg på forhånd havde vurderet til en top 5 placering. Det er blæst en del op og vi har på stykkerne ind mod byen en betragtelig modvind. På 3. runde begynder kræfterne at svigte lidt og i det sidste modvindsstykke ind mod byen kan jeg godt mærke at det er først på sæsonen. Cykelsplit siger 1:37:24, hvilket svar til en gennemsnitsfart på ca 37, hvilket er OK på denne tekniske rute.



Cyklen stilles i T2 - ikke mange cykler men hvis jeg havde set godt efter kunne der vist godt spottes 3

Noget stivbenet vralter jeg gennem skiftezonen hen til min plads, hvor jeg kan konstatere at der ikke er mange cykler retur endnu – dejligt! Mine lår kramper lidt da jeg kæmper løbeskoene på men det er heldigvis ikke noget der sætter sig. Ud af skiftezonen, hvor jeg bliver overhalet af en meget hurtigt løbende franskmand, der dog på trods af sit meget grå hår er to aldersgrupper under mig. Benene er tunge og det er virkelig nu, at man skal slå hjernen fra…..eller er det nu også det. I hvert fald skal man have lukket ned for de centre der siger at nu må det være nok for i dag og i stedet aktiveret de steder der fortæller én, at det her har jeg klaret masser af gange før. Det er svært at have et taktik i forhold til tempo på dette tidspunkt i racet så jeg forsøger ”blot” at løbe med alt hvad jeg har uden at eksplodere. På dagen betyder det et tempo på ca 3:50, hvilket jeg overbeviser mig om må være fuldt tilfredsstillende. Jeg har på det tidspunkt ikke kendskab til at der skulle ligge nogle konkurrenter lige foran eller bagved mig så jeg koncentrerer mig om mit eget race og om at holde det fine tempo. Jonas Bach (H 35-39) fra Aalborg har overhalet mig på cyklen og jeg bruger ham som pejlemærke og motivation – det kunne være fint at hente de 30 sekunder han har. Det lykkes dog ikke helt man han fungerer fint som hare og jeg får da også hentet en smule ind på ham. Selvom det efterhånden er temmelig hårdt formår jeg også på den sidste del af de 7,5 km at holde tempoet og kan godt tilfreds løbe over målstregen i den samlede tid 3:04:47. Det er svært at sætte sig mål for en samlet tid på forhånd til et stævne man ikke har kørt før men efter min bedste vurdering var det hvad jeg på forhånd havde kunne forvente hvis alt klappede.



Som altid skønt at drøne mod målporten

I målområdet kan jeg se at i hvert fald én fra min aldersgruppe er kommet i mål for mig – en englænder der på forhånd var en af mine favoritter på bagrund af min ”googling”. Men ellers har jeg ikke styr på konkurrenterne andet end jeg ud fra det spinkle antal cykler i skiftezonen må ligge blandt de forreste. Da jeg samtidig kan huske at EM titlen i min gruppe sidste år gik i tiden 3:05 (uden vind) begynder jeg selvfølgelig at drømme lidt om en medalje men overbeviser mig fornuftigt om at det nok ikke er klogt. Og da resultatlisten endelig kommer frem efter en times tid viser det sig da også at det er blevet til endnu en ærefuld 4. plads ved et internationalt stævne. Første tanke er selvfølgelig æv, men jeg kunne ikke have gjort det bedre på dagen og blev slået af nogle bedre folk. Bl.a. viste det sig at en tidligere topatlet fra Belgien – Van de Smissen – tager titlen i den imponerende tid 2:57:32. Ham havde jeg sgu ikke lige spottet i mit Google arbejde.


Nå men det positive ved 4. pladsen er at Louise og jeg kan springe præmieoverrækkelsen kl 17 over og tage hjem på vores dejlige hotel og nyde freden og udsigten. 4. pladsen fejres på behørig hvis med en 4 retters menu på hotellets restaurant – en dejlig afslutning på vores Hollandstur. Mandag morgen går det retur til Roskilde – igen med et strategisk ophold i Odense omkring spisetid, hvor mor disker op med et ”beskedent” stjerneskud.



Mums - lækker middag på hotellet



Mere mums!

Til sidst lidt opsamling til data-nørderne:

Første løbesplit på 55:12 (3:40 min/km i snit) rækker til en 7 plads da vi starter cyklingen. Jeg sætter 3. hurtigste cykel split – 1:37:24 – og cykler mig således op på 4 pladsen. Jeg kører med 238 W i snit og 37 km/t. Til sammenligning kørte jeg 90 km ved sommerens DM på ½ jernmand med 250 W i snit men dels er det tidligt på sæsonen og dels tænker jeg, at det er svært at holde de samme watt med så mange sving. De sidste 7,5 km løbes på 29:15 (3:50 min/km i snit). Det er 5. hurtigste 2. løbesplit og rækker således til den foromtalte meget hæderlige 4. plads.

...og så lige Mors "beskedne" stjerneskud - helt sikkert et stop i Odense værd ;O)

VM Lang Duathlon - Zofingen 2013

Efter en 2012 sæson der blev temmelig spoleret af cykeltyveri samt helbredsproblemer skulle der ske lidt nyt i år. Jeg havde derfor allerede tilbage i vintermørket ”udnyttet” min udtagelse til age group landsholdet til at melde mig til VM i lang duathlon. VM har de seneste år været afholdt på den legendariske  Powerman Zofingen rute i Schweiz som byder på 10 løb, 150 km cykling samt 30 løb i det smukke og kuperede terræn. Måske lidt satset at melde sig til verdens hårdeste duathlon på et tidspunkt, hvor jeg var i tvivl om jeg nogensinde ville komme til at køre stærkt igen, men jeg havde bare brug for noget at arbejde hen i mod.

Sæsonen er da heldigvis også gået ganske fornuftigt. Ny cykel indkøbt og det er blevet til en hæderlig  5 plads ved DM sprint, DM sølv  på ½ ironman samt for 3. år i træk DM Guld i Duathlon. Tilbage var så at se hvad det kunne blive til ved VM i duathlon. Træningen var gået OK om end den nok havde været lidt ustruktureret og uden nogen helt lange cykelture. Føler også at jeg kom lidt sent i gang med de lange løbeture som kom til at ligge lidt tæt på stævnet. I ugerne op til stævnet begyndte jeg så at få rygproblemer på cyklen, hvilket bekymrede mig lidt da det påvirkede mit tråd i højre ben. Men alt i alt følte jeg formen var OK og jeg havde stadig optur ovenpå min gode præstation ved DM i Ålborg tidligere på sommeren.

Nå men afsted til Zofingen torsdag morgen, hvor Louise og jeg satte os i bilen for at køre de 1150 km til Mövepick Hotel i Egerkingen som ligger 15 km fra Zofingen (og ca. 40 km fra Basel i det nordvestlige Schweiz). Den 12 timer lange køretur (som jeg normalt ikke vil regne for noget) var ikke lige det fedeste for min ryg – så der blev lavet yogaøvelser på rastepladserne undervejs.

Klar til testtur på ruten

Fredag formiddag skulle der køres en tur på den 50 km cykelrundstrækning. Egentlig en lidt lang tur for min smag så tæt på stævnet men jeg ville rigtig gerne prøve stigningerne samt ikke mindst nedkørslerne. Det var en rigtig varm sensommer dag i Schweiz med omkring 30 grader så det varede ikke længe før jeg svedte godt under aerohjelmen selvom tempoet var begrænset. Der er 3 stigninger på ruten. Den første er pæn stejl men heldigvis kun omkring 1 km lang. Men ret hurtigt venter rutens værste udfordring – den godt knapt 5 km lange Bodenberg som med 16 % på de værste stykker ikke er det man drømmer om på en enkeltstart. Den første del af nedkørslen er stejl og teknisk krævende med skarpe sving, hvorefter der følger et lang stykke der går stille og roligt nedad – her kan der gives fuld gas og man kan med lidt kraftig pedallering få arbejdet lidt af syren ud af benene. Den sidste stigning kommer efter knapt 40 km – godt et par km men ikke større stigningsprocenter end man kan blive i bøjlen.

                                                             Cykelruten

Det var rigtig fint at få prøvet ruten men jeg var max presset på de første 2 stigninger – pulsen var tårnhøj og jeg var lykkelig over at jeg havde sat en 25’er på bagerst. Varmen gjorde nok også sit men jeg kunne godt se at søndagens tur med 3x3 stigninger skulle angribes med respekt. Varmen gjorde også nedkørslen ekstra udfordrende da svedige hænder og tristyr bare er en rigtig dårlig kombi – men det var virkelig dejligt at prøve nedkørslerne inden raceday. Jeg kom rundt på denne rulletur uden at træde rigtig igennem – udover på stigningerne hvor det var helt umuligt at køre kontrolleret – på 1:40 dvs lige omkring 30 i snit. Ryggen drillede ikke så det tegnede faktisk meget lovende – mon ikke jeg kunne køre 1:25-1:27 pr omgang på raceday? Havde egentlig planlagt at løbe et par km på løberuten men det blev droppet da jeg endnu ikke havde orienteret mig tilstrækkelig godt i Zofingen så jeg valgte i stedet at konstatere, at nu måtte træningen være i skabet.

Fredag aften var der pasta party og en god lejlighed til at snakke med en del af de øvrige danske deltagere, hvis man da ellers kunne få ørenlyd for den meget autentiske lokale musikalske underholdning fra scenen. Ganske hyggeligt og der blev udvekslet røverhistorier fra ruten samt info om gearing m.m.

Lørdag var endnu en varm dag i Zofingen. Besøg på expo – den var hurtigt overstået – samt racebriefing. På panikjagt efter en ekstra slange – det måtte jeg dog opgive og indstille mig på at jeg kun havde råd til én punktering. Trøstede mig ved tanken om at der ikke skulle slæbes så meget vægt over bakkerne. Jeg var ikke den eneste på panikkøb . Guldfavoritten i min gruppe – danske Michael Mynster – var på jagt efter en stor ring til kasetten. Han endte med at sætte en 29’er på – det vist det man kalder en SOS. Ellers blev det til lidt sightseeing indtil jeg fik overbevist Louise om at jeg nok havde bedst af at komme hjem på hotelværelset for at ligge og studere loftet. Der skulle selvfølgelig også pakkes til racet og her opdaget geniet her så, at mit ene elestik snørrebånd var mørt og ved at sprænge. Det  ville bare ikke være det fedt at opleve løbeskoen gå op under racet og den jurtige beslutning blev at låne Louises almindelige snørrebånd og kombinere dem med min fastlock – ikke optimalt da det nok ville koste 15-20 sekunder ekstra i T2. Nå men de matchede da i det mindste rent farvemæssigt.

Så blev det endelig søndag morgen. Desværre havde jeg haft en elendig nat, hvor jeg ikke kunne falde i søvn. Tror det blev til max 1 times tid – ikke optimalt men det er sket ofte før og som regel betyder det ikke det store. Jeg var dog alligevel irriteret og følte mig bestemt ikke i stødet. Et andet knapt så opløftende faktum var at regnen allerede silede ned udenfor i mørket og temperaturen var sådan ca halveret i forhold til de foregående dage. Hvor meget tøj skulle man nu tage på – der var ikke meget varme i den minimalistiske landsholddragt så jeg valgte en undertrøje og løse ærmer, hvilket skulle vise sig at fungere fint.

                                                                Første løbetur

Starten gik kl. 9.00 hvor både vi age-group herrer samt eliten blev sendt afsted, pigerne var startet en time tidligere.  Allerede fra start er man klar over at dette her ikke er noget almindeligt løb. De første 2 km går konstant opad med en gennemsnitlig stigning på 5-6%. Herefter en smule op og ned inde i skoven, hvorefter det går kraftigt nedad mod skiftezonen som man løber igennem for at tage endnu en runde. Eneste formildende omstændighed er at de to runder sammenlagt kun er 9.2 km ;O) Min plan var at løbe kontrolleret og ikke lade mig rive med af alle de dygtige løbere. Jeg havde indstillet mig på at jeg ikke rigtig kunne pace efter GPS uret pga det kuperede terræn – jeg måtte løbe på fornemmelsen. Det gav nu hurtigt sig selv – benene var rigtig tunge på den første stigning og da det endelig gik nedad følte jeg allerede at mine lår var mærkede. Jeg håbede at det blot var udtryk for den brutale start stort set uden opvarming og jeg kommer da også rimelig igennem 1 omgang.

             1 omgang på 1. løbetur overstået - kan man se at jeg kun har sovet én time?

                       Så går det op igen på 2. omgang af første løbetur - et par km med 5-6 % stigning

2 omgang klares uden at sænke farten og uden at lårene blev væsentlig mere medtaget - jeg kunne dog godt ønske mig at der var en lidt større følelse af overskud. Og måske er det alligevel også gået lidt for stærkt for i skiftezonen har jeg stadig nogenlunde kontakt med favoritten Mynster. Splitiden for løbet lyder dog på 37:26 – nogenlunde som jeg havde regnet med – så jeg tænker at jeg havde ramt den nogenlunde.

Til gengæld ved jeg ikke helt hvad jeg tænkte på inden start for på vej ind i T1 kommer jeg i tanke om, at jeg havde givet Louise mine briller. Heldigvis ser jeg Louise og når at råbe, at jeg skal have mine briller til cykelturen. På mirakuløs vis når Louise hen til mig lige inden jeg løber ud med cyklen. Det koster dog ca. et halvt minut og jeg præsterer således endnu et af min karrieres mange elendige skift.

Nå men afsted på cyklen – regnen der ellers kortvarigt var stoppet er startet igen så der skal races på våde veje. Jeg er lidt spændt på hvordan det vil påvirke nedkørslerne og er selvfølgelig også lidt nervøs for sving samt ikke mindst punkteringer (skægt nok oplever man næsten ikke punkteringer – vejene var fint ryddet og i det hele taget har de ikke jo flintesten som i DK). Synes jeg finder en fornuftig rytme og prøver at køre med de 220-230 W jeg mener at kunne holde i 150 KM. Kører lidt i den lave ende i starten da lårene stadig er lidt tilsyrede fra løbeturen – det lader til at virke og inden jeg rammer første stigning er syren væk. Jeg vælger at køre op med højest mulige kadance og jeg er derfor hurtigt oppe på 25’eren. Jeg synes det virker godt og kan konstatere at jeg kører hurtigere opad end dem der ligger omkring mig. I højt humør går det ned af den stejle men forholdsvis nemme nedkørsel og jeg glæder mig allerede til Bodenberg, hvor der skal ædes endnu flere konkurrenter. Samme taktik på Bodenberg – let gear og op at danse en gang imellem for ikke at syre for meget til. Det er dog en rigtig modbydelig stigning men heldigvis ser det ud til at den er mere modbydelige for mange af mine konkurrenter – jeg overhaler igen en del. Det er i sagens natur ret umuligt at køre kontrolleret mht watt og jeg er på de værste steder over 600 W. Endelig nås toppen og jeg kaster mig ned i den vanskelige nedkørsel der heldigvis kke er så våd som frygtet men der skal alligevel passes godt på. Jeg oversatser ikke men er godt tilfreds med både fart og stil. På de lange rullestykke bliver jeg indhentet af et par af de tonsere jeg har sat på bakken og jeg prøver at hænge på dem med den lovlige afstand.

På 3 stigning gentages scenariet og jeg kører igen fra dem. På dette tidspunkt føler jeg mig flyvende og jeg får næsten gåsehud af at forcere hårnålesvingene med heftig pedallering men jeg stadig ligger i bøjlen. Også rigtig mange tilskuere på stigningerne som på typisk schweizisk maner svinger koklokkerne med tilråbene HOB HOB HOB. Og så går det ellers 10 km tilbage mod Zofingen, hvor der igen kan pedalleres syre ud af benene. Splittiden for de første runde er lige godt 1:26, hvilket jeg er godt tilfreds med på denne våde dag. I nogenlunde samme øjeblik overhaler jeg den italienske verdensmester fra sidste år og moralen får lige et ekstra boost.

Anden runde forløber nogenlunde som den første. Tonserne er endnu engang kommet op med denne gang sætter jeg dem på første stigning og udbygger afstanden til dem på den lange Bodenberg. Betyder lidt for mig da jeg kan se at den ene af dem er i min aldersgruppe. Spekulerer lidt på hvordan jeg mon ligger til i klassementet. Ved med sikkerhed at Michael Mynster samt en anden tidligere vinder er foran mig – men hvor mange flere mon?  Jeg kører i ensom majestæt resten af anden runde som også tilbagelægges på godt 1:26 og får igen gåsehud da jeg blæser igennem det meget våde Zofingen, hvor det tydeligvis regner mere end ude på stigningerne.

Kort inde på 3 runde begynder jeg desværre at få ondt i ryggen - pokkers også da! For dog med et hvis held rettet mig ud så jeg kan træde uden smerter. Det påvirker mig heldigvis ikke sønderligt på de første stigninger men ingen tvivl om at jeg efterhånden godt kan mærke benene 3 og sidste gang at Bodenberg forceres – jeg kommer dog forholdvis fint over uden at eksplodere. Humøret burde derfor være højt de sidste 25 km hjem efter det værste er overstået men her sætter rygproblemerne ind igen, hvilket bevirker at jeg må rejse mig rigtig mange gange. Dette – kombineret med at jeg ikke kan træde ordentligt med højre ben – gør at farten falder noget. Til sidst må jeg endda lide den tort at se at langt futtog af folk der har samlet sig med tonserne komme stor-draftende forbi mig kort inden T2. Samlet cykelsplit lyder på 4:24:45 og 3 runde har således været omkring 1:30 – noget langsommere end de første. Jeg er på sidste runde blevet i tvivl om mit sukkerindtag. Jeg har indtil nu indtaget en flaske af min egen SIS Go energidrik samt 3 geler. Ville have taget en gel mere men har fået lidt ondt i maven og efterhånden også lidt kvalme så jeg har ikke turde tage mere gel. Er meget spændt på hvordan maven vil reagere når jeg begynder at løbe.

                                   På vej ind i T2 efter en sidste rundtur med ondt i ryggen

                                                 Profilen for dagens anden løbetur - suk!

Endnu et dårligt skifte, hvor jeg dels kæmper lidt med Louise’s snørebånd samt bruger dum tid til at tage de løse ærmer af – hvorfor dog ikke bare smide dem til Louise senere?? Nå men afsted på løbet og jeg kan fra starten bare mærke at jeg har dårlige ben. Hvor jeg på alle mine 4 jernmænd har haft superben og har skulle passe på med ikke at løbe for stærkt er jeg her mærket fra start. Og det står lysende klart at disse 30 km (eller gudskelov faktisk ”kun” ca 29) vil blive de hårdest jeg nogensinde har løbet.

              Afsted på løbet med tunge ben - prøver alligevel kækt med en "thumbs up" til Louise

Desuden kramper maven en smule og jeg har kvalme. Jeg skynder mig at hælde et glas cola ned (og resten i øjet og næsen – super!) og maven falder faktisk hurtigt til ro. Det ændrer dog ikke ved den kedelige kendsgerning at det går opad de første 3 km. Affinder mig med smerten og finder faktisk en OK men ikke prangende fart opad stigningen. Herefter går det ud og ind op og ned de næste 9 km på noget der kun kan beskrives som en ondt crossrute. Stigningerne er som sagt onde men efterhånden er det værste faktisk når det går nedad – her får de efterhånden totalt smadrede lår virkelig tæsk. Det mærkes virkelig efter 12 km hvor man tager de 3 km man startede med opad den modsatte vej ned mod skiftezonen. Jeg drikker forsat et halvt glas cola ved hvert depot og jeg føler at det er det eneste der holder mig inde i kampen. Så vidt jeg husker vender jeg inde på stadion i omkring 1:05 – det føles helt urimelig at skulle ud på endnu en runde.



     Oppe på plateauet....                            inde i skoven....                     ned mod målområdet.....

Opad igen og jeg kan mærke at farten er dalet noget. Jeg kigger ikke på GPS uret – det kan jeg ikke bruge til noget. Det er ren overlevelse men jeg præsterer da fortsat at løbe op ad bakkerne modsat rigtig mange andre der vælger at gå. Jeg ved stadig ikke rigtig hvordan jeg ligger til i klassementet.  Michael Mynster er er nok omkring 4 km foran og i gang med at tage en suveræn sejr i gruppen. Jeg ved at jeg har overholdet både en italiensk og schweizisk ex-verdensmester og umiddelbart har jeg set én enkelt mellem Michael og jeg som jeg kunne gætte på var i min gruppe – til gengæld har jeg på første runde noteret en meget stærkt løbende franskmand der har nærmet sig . Så umiddelbart er løbet ikke kørt i forhold til en medalje tænker jeg – på den anden side kan jeg have overset nogen. Jeg vælger at fokusere om mit eget race for jeg er stadig bange for at gå fuldstændig kold. Ved vendepunktet 7.5 km før mål ser jeg igen franskmanden – han ser stadig uhyggelig frisk ud men jeg synes egentlig ikke at han er kommet meget tættere på. Stærk franskmand eller ej – jeg tør stadig ikke forcere da jeg frygter det ville kunne gå frygtelig galt.

                                              Cola, Cola og mer' Cola

Der venter stadig et par bakker inden ”nedstigningen” til byen. På den stejleste går jeg nærmest istå men præsterer dog noget der med meget god vilje kan kaldes løb – men det er ynkeligt. Kort for de sidste km nedaf hører jeg lyden af en mand der graver dybt og støner utiltalende højlydt – det er desværre franskmanden der har indledt en vild jagt. Jeg prøver at sætte farten op  men det lykkes desværre ikke at holde stønneren bag mig. Vi er nu på det lange stykke ned mod målet og mens mine lår skriger af smerte forsvinder han skræmmende hurtigt ud af mit sigte. Det er som sagt bare ufatteligt hårdt at løbe nedad på et par tilsyrede stolper men jeg præstere da faktisk noget der ligner en spurt på de sidste 800 m da jeg gerne vil overhale en jeg ikke lige kan identificere. Det lykkes og jeg ankommer i målområdet i ensom majestæt og i ganske højt tempo. Det føles fantastisk og pludselig kan jeg nærmest ikke mærke lårerne - jeg krydser mållinjen i 7:20:46 med en løbesplit for anden løbetur på 2:14:40. Det rækker til en 4 plads så det var desværre bronzen der røg ude i skoven før mål. Franskmanden løber 1½ minut hurtigere end mig på de sidste par km nedad så jeg føler ikke der var noget at gøre. Umiddelbart er jeg dog ufattelig skuffet når det nu var så tæt på. For det første føler jeg, at jeg bare ved mine to dårlige skift kunne finde det meste af den lille difference og for det andet er det lidt skuffende at jeg var så medtaget allerede fra starten på løbet uden at jeg følte at der var kørt ufornuftig hårdt på cyklen. Løbebenene var bare ikke skruet ordentligt på og jeg løb under niveau – burde kunne løbe mindst 2:10 på den rute.



                                Fedt at være i mål men røvtur at miste bronzen så tær på mål

På positiv siden tæller at jeg på trods af dårlige ben undgår at falde helt sammen og er i stand til at bide rigtig meget smerte i mig gennem de godt 2 timers løb. Også meget fint at jeg kommer over begyndende mavekramper ved at regulere lidt på ernæringsstrategien undervejs – cola’en var virkelig det der reddede mig denne dag.

        Racet diskuteres med den danske verdenmester Michael Mynster - vi har vist samme frisør ;O)

Dette er uden tvivl det hårdeste race jeg nogensinde har deltaget i og lysten til at deltage igen var ikke overvældende de første timer efter racet. Jeg var mærket som aldrig før rent muskulært i dagene efter racet. Mine lår var mørbankede og jeg har først kunne gå nogenlunde normalt omkring torsdag. Det var derfor lidt udfordrende at lege turist i Luzern med Louise mandag men vi havde en fantastisk tur. Schweiz er bare et fantastisk flot land omend en smule dyrt. Og som det altid sker er hovedet allerede fyldt med tanker omkring nye mål. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at vende tilbage for at forsøge at få det perfekte race på denne spektakulære rute. jeg har allerede nogle gode ideer til hvordan træningen op til stævnet kan optimeres - men skal i hvert fald træne løb nedad. Om det bliver næste år er jeg ikke sikker på - men jeg vender tilbage med lillemor på et tidspunkt!!

                       
                                       Et velfortjent øl i Engelberg med Louise



                                   Der er bare rigtig flot i Luzern - ja i Schweiz i det hele taget